Klubdokumenter

For at gemme et dokument på din harddisk, klik på pilen til højre for knappen Download og klik derefter på menupunktet Direkte download.

På denne side er links til en række dokumenter, der er tilgængelige for klubbens medlemmer som downloads. Der er tale om bl.a. håndbøger og manualer og andre dokumenter, hvoraf nogle tidligere er blevet tilsendt medlemmerne per e-mail.

Du er velkommen til klikke på de angivne links. 

Dokumenterne er i PDF-formatet, som vises med det gratis dokumentvisningsprogram Adobe Reader. Hvis du ikke har dette program på din pc, kan du hente det her.

Har du Windows 8/8.1/10, findes appen Reader, der kan vises dette dokumentformat. Benytter du en tablet-pc som iPad eller en smartphone, kan den allerede vise PDF-dokumenter som standard.

For at gemme et PDF-dokument lokalt på din pc, kan du venstre-klikke på download-linket. Herved åbnes det i et nyt vindue og vises. Men for at gemme det på din egen harddisk skal du klikke på pilen til højre for knappen Download i øverste højre hjørne. Så dukker en menu op med bl.a. punktet Direkte download. Klik på dette punkt, så downloades dokumentet og åbnes i dit PDF-visningsprogram - f.eks. Adobe Reader. Herfra kan du åbne menuen Filer > Gem som... og gemme PDF-filen i en mappe på din egen pc efter eget valg.

Dokumentet kan også printes på din printer fra dette program - men pas på! Der er mange illustrationer - det betyder, at der kan bruges en del dyr blæk.

 

Windows 10 October 2018 Update - version 1809

Den 2. oktober 2018 udkom endnu en halvårlig opgradering af Windows 10 - denne gang version 1809. Der er en række nye ting og tilføjelser, som i hvert fald er interessante for nogle. Skal du installere den? Læs PDF-dokumentet og find ud af det. 

Download de 10 sider her.

Fuld gas: Sådan får du gjort din bærbare pc hurtigere

Nogle har sikkert undret sig over, at deres kraftige bærbare pc ikke er hurtigere. Læs dette 5-siders dokument om, hvordan du får maksimal hastighed ud af den alligevel. Hvis du benytter din pc til videoredigering, vil du elske at høre om dette. Hvis du synes, at din pc er langsom og overvejer at skifte den ud med en nyere model, så prøv lige disse tips først.  

  • Lær om hvordan du kan udnytte alle processorkerner og -tråde på dine pc.
  • Lær at oprette/vælge en højydelsesprofil for din pc. 
  • Se hvordan du kan få vist, hvor hurtig pc'en er. 

Download de 5 sider her.

Windows 10 April 2018 Update - version 1803

Læs de 5 sider om den nye Windows 10-opgradering. Der er en mængde nyheder, som kan have din interesse.

  • Læs om, hvordan du installerer styresystemet.
  • Se hvilke data Microsoft indsamler om dig.
  • Lær hvordan du kan indsætte emoji-symboler overalt i tekstfelter i Windows - altså både på Facebook, Mail, Word, WordPad og andre steder.
  • Lær at benytte den nye tidslinje til hurtigt at genoptage dine påbegyndte opgaver på pc'en.  

Download dokumentet her.

Windows 10 Fall Creators Update

Den 17. oktober 2017 udkom endnu en stor opdatering til Windows 10. Den er gratis og kaldes Fall Creators Update. I foråret 2017 kom Creators Update. Nu er det efterårsudgaven der kommer. 

Den kan enten downloades herfra eller via Windows Update. Den kommer som en almindelig månedlig opdatering på et tidspunkt, hvis du ikke selv gør noget for at hente den. 

Hvad nyt er der i denne opdatering? Læs om det på de fire sider i PDF-dokumentet.

Download de fire sider her.

Plancher i atelieret

Hjemmevideo- og Fotoklubben i Gladsaxe fik tildelt og indrettede i 2017 et lokale i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe til brug som et fotoatelier.

Lokalet er til optagelse af bl.a. portrætfotografier med automatiske lamper, baggrunde, men også et værksted til fremstilling af passepartoutfotos.

På disse sider er samlet en række plancher og andet skriftligt materiale udfærdiget af især klubmedlem Carsten Haasum, men også flere andre. Det er plancher, der beskriver i tekst og billeder, hvordan fotolamperne kan benyttes sammen med kameraet. Der er noget om forskellige opstillinger af lamper, atelierets husorden og et skema til reservering af lokalet for klubbens medlemmer.

Dette dokument er til oplysning for klubbens medlemmer.

Download de 17 sider her.

Photoshop Elements på dansk!

Adobes letvægts fotobehandlingsprogram Photoshop Elements er godt nok på engelsk. Men magasinet Digital Foto har udfærdiget fire sider i farver med oversættelse af alle menuer til dansk. Det er godt nok til Photoshop Elements 9 (og nu skriver vi version 15), men mange af menupunkterne er stadig de samme i både ældre og nyere udgaver af programmet. 

Du kan her hente de fire sider enten i farver eller i sort/hvid lige til at printe ud selv.

Download siderne om Photoshop Elements på dansk i farver.

Download siderne om Photoshop Elements på dansk i sort/hvid.

Windows 10 Creators Update

Du kan skabe 3D-tegninger med Paint 3D i den nye opdatering.

Den 11. april udsender Microsoft den nyeste opdatering til styresystemet Windows 10 under navnet Windows 10 Creators Update. Opdateringen indeholder en række nye og spændende features, som særligt taler til de kreative sjæle – og så får brugerne nye, forbedrede sikkerhedsindstillinger.

Hent det to siders PDF-dokument her.

100 tips til Windows 10

Her får du 100 essentielle tips til Windows 10, der gør det daglige computerarbejde lidt nemmere.

Hvad enten man har brugt Windows i årevis, eller man er nybegynder ved pc’en, kan man altid lære noget nyt. Selv garvede brugere kan finde masser af skjulte tricks, der kan gøre det daglige computerarbejde lidt nemmere.

Kilde: Alt om DATA.

Hent de 13 sider her.

50 hemmelige tips til Windows 10

Forsiden af hæftet.

Dyk ned i Windows’ skjulte skatte. Vi viser dig, hvor alle de gyldne funktioner gemmer sig i Windows 10.

Bemærk: Disse tips og tricks er for den erfarne Windows-bruger. Der forudsættes en del viden om Windows og nogle af dets hjælpeprogrammer, som brugere, der kun benytter Windows til e-mail og at læse hjemmesider, ikke kan forventes at kende til.

Man kan bruge en menneskealder på at prøve at få greb om Windows. Netop som man er ved at få styr på én version, kommer der en ny. Nu om dage er sagerne yderligere kompliceret: Det ser ud til, at Windows 10 er kommet for at blive, men systemet undergår løbende forandringer i form af større opdateringer: Anniversary Update sidste år (2016), Creators Update i år (2017) og endnu en hen med slutningen af året. Hvordan formodes man dog at kunne følge med?

Det gør man ved at erkende, at jo mere tingene ændrer sig, desto mere forbliver de de samme. Mange af de bedste tips, der blev afdækket under de gyldne tider med Windows XP og 7, er stadig relevante i dag. Problemet er blot: Hvor finder man dem?

Det er baggrunden for denne artikel. Vi har været på jagt efter 50 af de bedst skjulte – men ikke desto mindre nyttige – tips, vi kan finde. Vi har snuset os frem til nye teknikker til gamle favoritter, og vi har afdækket nogle nye funktioner, der ikke kom på forsiden, da Creators Update dukkede op, men som ikke desto mindre kan forbedre dit arbejde med Windows.

En af glæderne ved at researche og skrive sådan en artikel består i at afdække hemmeligheder, som – de såkaldte eksperter – ikke var opmærksomme på. Man ved, at man er på rette spor, når man falder over tips, der sparer tid og viser sig nyttige i ens eget computerliv, og der var en del af dem, der selv viste sig frem.

Vi er sikre på, at du kan finde mindst ét tip i denne samling, som vil forandre den måde, du bruger din pc på.

Er du klar? På med tropehjelmen, for nu går den vilde skattejagt.

Kilde: Alt om DATA.

Download de 15 sider her.

Billedforbedring med Photoshop Elements

Digitale kameraer tager ret gode billeder nu til dags. Mange mennesker benytter automatisk indstilling af blænde, lukkerhastighed og autofokus, når de optager deres fotos. Dette er ofte også godt nok. Men undertiden kan et billede få et ekstra pift, hvis man tager det under kærlig behandling i et fotobehandlingsprogram.

Dette hæfte på 32 sider viser, hvordan fotos kan behandles i det engelsksprogede billedbehandlingsprogram Photoshop Elements 14

Hæftet er del op i tre dele:

  1. Camera Raw - hvordan man kan behandle RAW-billeder (men også JPG-billeder). Her behandles hele billedet, før de almindelige funktioner i programmet benyttes. Det gælder justering af hvidbalance, eksponering, vaterpasset for at rette op på skæve fotos, højlys og skygger, Clarity (klarhed), Vibrance (levende eller lysende farver - kun mellemtoner) og Saturation (farvemætning - alle farver).

  2. Billedjusteringer - her kommer vi ind på både de automatiske og de manuelle justeringer af fotos. Det gælder justering af farveniveauer (Levels), lyshed og kontrast, fjernelse af tåge og dis, reduktion af rystelser, skarphed.

  3. Behandling af dele af fotos - ofte ønskes kun en del af fotoet behandlet. Her gennemgås nogle teknikker til at markere figurer eller områder i billedet, som ønskes særbehandlet. Der beskrives også et antal selektionsteknikker til at markere dele af et foto.

Du kan downloade hæftet i to udgaver her, afhængig af om det skal ses på en skærm eller skal trykkes:

Download Billedforbedring med Photoshop Elements - skærmudgaven

Download Billedforbedring med Photoshop Elements - printudgaven

Trykning af fotobøger

Du kender det sikkert. Du har din harddisk fuld af fotos, men har du overhovedet nogen af dem på papir? Du husker måske ”gamle dage”, da alle samlede deres fotos i tykke albummer, som de stillede i reolen og viste frem ved særlige lejligheder. Det gør man ikke rigtigt længere. Hvor ofte inviterer du familie til en rundvisning i dine fotos på pc’en – enten via dens egen skærm eller tv-skærmen?

Det sker nok ikke så ofte.

Det ville dog stadig være rart at have albummer for forskellige emner – f.eks. et bryllup; et barn eller bar­ne­barns første syv år; en konfirmation med fotos fra de første 14 år; et guldbryllup eller anden fest med mange fotograferede gæster; et barns skoletid; en ung, der bliver student; livet sammen med den elskede; eller en ferie. Det kan også være en scrapbog eller en årbog fra gymnasiet eller den videregående uddannelse.

Nu om dage tilbyder rigtigt mange tjenester på Internettet at trykke fotobøger i meget høj kvalitet til et for­holdsvist rimeligt beløb. En sådan bog kan være en billedbog med minder om særlige begivenheder eller dine børn eller børnebørn. Den kan også gives som gave til et barn eller til deltagerne på en rejse, I var på sammen. Den kan gives i julegave eller i fødselsdagsgave eller som gave til enhver anden passende lejlighed.

En fototjeneste på nettet stiller enten en hjemmeside eller et downloadet program til rådighed til at sætte en sådan fotobog op. Ved redigeringen er det en god idé først at udvælge hvilke fotos, der skal med. Det kan være 100-200 særligt udvalgte fotos. Måske skal disse fotobehandles først. Det kan også være en god idé at indscanne boarding pass, entrébilletter, foldere, pro­gram­mer for besøgte steder, papirfotografier og andre trykte eller flade em­ner, der har be­tydet noget for dig. Disse kan også ind­sæt­tes som billeder i en fotobog og give noget ekstra kolorit – især i en rejsebog.

I dette skrift er der en række anmeldelser af flere af tjenesterne. Der lægges vægt på en række ting såsom pris, leveringstid og trykkvalitet. Men der ses også på forskellige størrelser, indbindinger og papirkvaliteter.

Der vises desuden et eksempel, på hvordan man selv kan skabe en fotobog med det populære foto­redi­ge­rings­program Photoshop Elements, som man kan printe på sin egen printer.

Til sidst gennemgås også redigering af en fotobog via et downloadet redigeringsprogram fra en fotobogs­tjeneste.

Skriftet er på 32 sider.

Download en skærmvenlig udgave af PDF-dokumentet Trykning af fotobøger.

Download en trykkevenlig udgave af PDF-dokumentet Trykning af fotobøger.

Lær Digital Post at kende

Dette skrift henvender sig til pc-brugere, der er fortrolige med at læse hjemmesider og sende og modtage e-mails – altså læsere, der er let øvede, og som gerne vil lære at benytte Digital Post i form af e-Boks. Det vil sige, at du forventes at have et grundlæggende kendskab til et af styresystemerne Windows fra det ameri­kanske softwarefirma Microsoft eller Mac OS X fra Apple. Fra og med 1. juli 2014 begynder NemID også at kunne bruges på tavle-pc’er som f.eks. iPad fra det amerikanske computerfirma Apple.

Der har i de senere år fundet en omsiggribende digitalisering sted både i det private erhvervsliv og hos det offentlige. Dette har bl.a. medført, at borgerne i stigende omfang må betjene sig selv via Internettet over for banker via netbank og over for det offentlige. En del mennesker har ikke før været med på den digitale bølge. Flere nye pc-brugere er derfor begyndt at henvende sig på pc-kurser på grund af regeringensLov om Digital Post, der blev vedtaget i året 2012.

Regeringen har besluttet, at fra 1. november 2014 skal 80 procent af kom­mu­ni­ka­ti­o­nen mel­lem offentlige myndigheder og borgere være di­gi­tal. Det vil sige, at kommunikationen skal ske over Internettet via en computer. Disse myndigheder er bl.a. kom­mu­nal­for­valtninger, skattevæsenet, statslige myn­dig­he­der, ATP og andre offentlige orga­ni­sa­tioner. Det handler om modtagelse af bre­ve fra det offent­lige tilsendt elektronisk i stedet for på papir, f.eks. lønsedler og pen­sions­meddelelser, visitations- og ATP-breve, regninger fra private virk­somheder som banker, forsikringsselskaber og el- og gassel­ska­ber.

En årsag til denne beslutning er et forsøg på at mindske de admini­strative ud­gif­ter hos de offentlige myndigheder. Efter sigende koster det 200 kr. at tage sig af en borgers anliggende via brevpost, per telefon og per­sonligt fremmøde, mens det blot koster 10 kr. at modtage en melding om flytning og bestilling af nyt sundhedskort, da disse kan behandles automatisk og helt elektronisk uden indgriben af menneskehånd. Desuden kan borgeren spare tid med postgangen, der er hurtigere, da Post Danmark ikke er involveret. Disse ting giver i teorien mulighed for både at spare tid og penge til porto, så kommunerne derved kan flytte sparede penge over til anden påtrængende service. Politikerne mener, at det offentlige kan spare 15 milliarder kroner på digital selvbetjening og digital post.

De personer, som ikke har benyttet en pc i deres arbejdsliv og derfor ikke ad den vej har opnået kendskab til computere, eller som har et han­dicap i form af f.eks. ordblindhed, har dermed fået på­lagt en større op­gave. De skal anskaffe sig pc-udstyr, et internetabonnement, sætte sig ind i hvordan pc’en anvendes og lære at anvende bl.a. de offentlige tjenester på Internettet, som kræver det, der kaldes NemID for at kunne benyttes.

Download denne bog på 80 sider her - i skærmvenlig udgave.

Download bogen i printvenlig udgave her.

Bogen om NemID - Lær digital selvbetjening på nettet

Forsiden af bogen.

Fra 1. november 2014 har alle danskere over 15 år fået en sikker digital postkasse til elektroniske rudekuverter i stedet for at modtage papirpost fra det offentlige via Post Danmark. Du kommer også til at skrive til det offentlige via denne. Det kræver et NemID. Føler du dig klædt på til dette?

NemID er banker og det offentliges fælles log-in-løsning til digital selvbetjening på Internettet. Denne bog beskriver dette i detaljer og nogle af de tjenester, der kræver NemID.

Umiddelbart skulle man tro, at der ikke er meget at sige om NemID. Et par A4-sider er da nok til at beskrive, hvordan NemID benyttes, ikke sandt?

Forfatteren til denne bog mener, at der en række aspekter, der er relevante at tage med, når man skal lære om NemID og de tjenester, der benytter sig af denne log-in-metode. Og det kræver en hel del sider at beskrive de fleste af dem i detaljer, så de er til at forstå og forholde sig til.

Det gælder lige fra på hvilke måder NemID kan erhverves; hvad der kræves af en pc for at kunne benytte det; om det også kan benyttes sammen med Mac, Linux, smartphones eller en iPad; til fuldmagt til at handle på en pårørendes vegne digitalt, hvis denne ikke selv er i stand til at benytte Internettet – her gælder det netbank, e-Boks, SKAT og tinglysning. Der er en række øvelser i de mest populære offentlige hjemmesider, der benytter NemID. At lære dig hvordan disse hjemmesider kan bruges til gavn for dig, er hovedformålet med bogen.

Bogen kommer ind på:

  • Erhvervelse af NemID.
  • Aktivering af NemID.
  • Hvordan du logger ind med NemID.
  • Hvad der kræves af en pc for at kunne benytte NemID.
  • En liste over de hyppigst anvendte hjemmesider, der kræver NemID.
  • Hvor sikker NemID egentligt er, og hvordan du bedst beskytter din pc mod trusler.
  • Sikker og fortrolig e-mail med NemID.
  • Nøgleviser i stedet for nøglekort.
  • Spærring af NemID.
  • Fuldmagt til at handle på en pårørendes vegne via Internettet med eget NemID.
  • NemID for udlandsdanskere.
  • Andre kilder til oplysninger om NemID og tjenester, der kræver NemID.
  • Syv sæt øvelser til at erhverve NemID og lære en række populære NemID-tjenester at kende.
  • e-Boks, den sikre postkasse til elektroniske rudekuverter fra offentlige myndigheder og private virksomheder.
  • Lær digital kommunikation med det offentlige via Internettjenesterne e-Boks og Digital Post.
  • SKATs hjemmeside – se og ret forskudsopgørelsen, årsopgørelsen og selvangivelsen.
  • Det offentliges store portal borger.dk med alle det offentliges oplysninger om dig og tjenesten Digital Post.
  • Sundhedsvæsenets hjemmeside sundhed.dk – se din patientjournal og dine indlæggelser og konsultationer.
  • Netbank – se din saldo og kontobevægelser, og lær at overføre penge og betale regninger.

Bogen indeholder desuden et nyttigt stikordsregister. Den er oprindeligt skrevet til et kursus i NemID og de populære NemID-tjenester for kursister i Gladsaxe Kommune. 

Denne e-bog på 230 sider kan downloades ved at klikke her.

Hvis du hellere vil læse bogen på papir, kan den erhverves her.

Forfatteren fører en blog om bogen og dens indhold her

Bliv sikker på nettet - PC- og internetsikkerhed

Forsiden af bogen.

PC- og internetsikkerhed er i stigende grad blevet vigtigt for pc-brugere over hele verden. Der er en lang række trusler, der kan ramme dig, når du er på Internettet. 
 
Du har måske hørt om en række former for skadelige programmer kaldet malware, der kan ramme den intetanende pc-bruger. Der kan være tale om:
  • Virus – programmer, der smitter og inficerer ens egen og andre pc’er på netværket.
  • Trojanske heste – programmer, som har en skadelig ladning af malware med sig.
  • Rootkits - skadelige programmer, der skjuler sig dybt i styresystemet. 
  • Spyware – programmer, der udspionerer din gøren og laden på pc’en, og som sender f.eks. dine indtastede kreditkortoplysninger videre til en bagmand.
  • Keyloggere – programmer der registrerer alt, hvad du taster på tastaturet, og sender det til en bagmand.
  • Zombier – din pc kan blive overtaget af en bagmand og skjult indrulleret i et netværk (botnet) af andre zombie-computere, som sammen angriber hjemmesider eller sender store mængder spam ud i verden.
  • Adware – programmer, der viser reklamer på din pc og på hjemmesider, og som er meget irriterende.
  • Ransomware – du kan blive afkrævet en løsesum for at slippe din pc fri for malware, der krypterer dine filer, så du ikke kan læse dem igen.
  • Identitetstyveri – pas på ikke at få stjålet dine personlige oplysninger, som kriminelle så kan misbruge.
  • Fupbutikker – lær at spotte en fupbutik på internettet, så dine kreditkortoplysninger ikke sælges videre.
  • Fildelingsprogrammer - hvilke farer, der er ved at dele ophavsretsbeskyttet digitalt materiale.

Lær også om farerne ved e-mail - du kan modtage uopfordrede e-mails om:

  • At du har vundet millioner i et lotteri, uden at du har deltaget i det.
  • At en person har arvet en millionsum, men har brug for en udlænding (dig) til at overføre pengene til sig – mod betaling af en procentdel af arven.
  • At blive mellemmand (muldyr) med en bankkonto til at modtage penge og sende dem videre for et udenlandsk firma – mod at beholde nogle få procent af beløbet.
  • At dit NemID er midlertidigt suspenderet – indtil du oplyser dit NemID-log-ind og uploader et billede af dit nøglekort.
  • At din PayPal-konto er blevet kompromitteret, og du derfor skal bekræfte dit log-ind.
  • At du skal sende din Verified-by-Visa-SMS-kode videre per SMS.
  • At en mand eller kvinde, du har fået kontakt med via en dating-hjemmeside, akut har brug for mange tusinde kroner.

Der er en række oplysende (og måske skræmmende) emner:

  • Hvem der står bag de skadelige programmer og hvorfor.
  • Hvad de skadelige programmer egentligt foretager sig på din pc.
  • Er de nye tv-apparater, tv-bokse, smart-ure, køleskabe og andre af hjemmets internetkapable apparater også udsat for malware?
  • Nationalstaters brug af malware til overvågning og angreb. 
  • Føler du dig overvåget på nettet? Læs om hvordan du kan være anonym på nettet - såkaldt digitalt selvforsvar.

Der er råd om en række ting, der gør din omgang med din pc, smartphone og tablet mere sikker:

  • Sikkerhed for dine filer - hvordan sikrer du dig, at du får foretaget sikkerhedskopiering af dine filer?
  • Børn og online-sikkerhed på pc'en, smartphonen og tablet-pc'en.
  • Facebook - hvad skal du være opmærksom på af farer her.
  • Valg af gode adgangskoder.
  • Hvor sikkert er NemID og netbank
  • Er de såkaldte cookies farlige?
  • Hvis du skulle være blevet ramt af malware, er der også beskrevet fremgangsmåder, hvormed du kan fjerne den igen.
Heldigvis kan man med oplysning og uddannelse og de rette sikkerhedsprogrammer i form af antivirus, firewall og antispyware gardere sig mod disse farer og færdes ret sikkert på nettet alligevel. 
 
Denne e-bog på 468 sider og 36 kapitler beskriver disse farer indgående og advarer om, hvilke faresignaler du skal være agtpågivende overfor. Der er sammenligninger af antivirus-programmer med firewall og anti-spywareprogrammer til Windows, Mac OS X, Android og Linux, så du kan se hvilke(t) program(mer), der er gode lige nu. 
 
I sidste kapitel er opsummeret alle rådene fra bogen med henvisninger til, hvor der kan læses indgående om dem. 
 
Bogen kan ikke længere downloades her. Men du kan købe den trykte bog eller e-bogen. Forfatteren fører en blog om bogen, som også indeholder nyt materiale. 

Backup for private

Man siger at rigtige mænd ikke tager backup – de græder!

Er du en af dem, der har oplevet at miste dine data pga. af en pc, der ikke længere kunne startes, eller har du fået den stjålet? Eller har du oplevet, at computeren blev ødelagt pga. vandskade eller brand?

Så kender du uden tvivl til vigtigheden af at have en sikkerhedskopi (backup) af dine uerstattelige digitale billeder fra vigtige begivenheder i dit liv; dokumenter, som du har arbejdet hårdt med at få skabt, f.eks. i forbindelse med studier eller arbejde; videoer med familie og børn; og din musiksamling, som det har taget så lang tid at få lagt ind på pc’en.

Sikkerhedskopiering for privatpersoner findes i flere forskellige udgaver:

  • Skal det være til en USB-nøgle, en ekstern harddisk, en NAS-enhed, et af de virtuelle drev ude ”i skyen” såsom OneDrive, Google Drev eller Dropbox, eller endog en dedikeret online backup-tjeneste?
  • Hvad er fordele og ulemper ved de forskellige løsninger?
  • Hvilke former for backup findes der?
  • Og hvilke fordele og ulemper er der ved dem?
  • Hvilket backup-program skal jeg benytte?
  • Hvad hvis jeg alligevel ikke har fået foretaget backup og uheldet er ude. Er der så noget at gøre?

Dette hæfte kommer godt rundt omkring mange aspekter af backup. Der er beskrivelser af, hvordan backup foregår med Windows eget sikkerhedskopieringsprogram i både Windows 7 og 8/8.1/10.

I hæftet er der skrevet om:

  • Gratis og købeprogrammer til backup.
  • Gratisprogrammer til filgenoprettelse, hvis uheldet er ude.
  • Firmaer, der tilbyder at redde data fra harddiske, hvis uheldet skulle være ude, og hvad deres priser er for denne service.

Læs dette hæfte og bliv klogere på de forskellige backupmuligheder. Bliv i stand til at foretage et kvalificeret valg af en backupløsning, der passer til netop dit behov. 

Download Backup for private.

Du kan finde en PowerPoint-præsentation til en workshop om dette her.

QR-koder - Hvad og hvordan

I de senere år er der dukket særlige koder op i det offentlige rum – koder med små sorte og hvide firkanter i et kvadrat. Disse koder kan læses med kameraet på en smartphone og fører typisk én hen til en webside på Internettet.

Koderne optræder ofte på plakater ved busstoppesteder. De kan også forekomme ved udendørsudstillinger med forklarende plancher – her er de et middel til mere information om et emne, der ikke er plads til at beskrive i dybden på planchen. Du møder dem også i tidsskrifter og i reklamer i disse, hvor scanning af dem fører dig til yderligere information på Internettet.

Der ses et eksempel på en sådan kode her til højre. Den kaldes en QR-kode. QR står for Quick Response – hurtigt svar. Der findes et utal af scanner-apps til disse koder i smarttelefonernes app-butikker. Nogle skal blot startes og kameraet vendes mod en QR-kode og vupti! – webbrowseren på telefonen starter og viser en hjemmeside. Og det er ikke kun hjemmesider, der kan nås ad denne vej, men også en række andre ting.

I dette hæfte er beskrevet, hvad QR-koder er, hvor de kommer fra, hvad de kan bruges til, hvordan du scanner dem på en smartphone, og til sidst også hvordan du selv kan skabe dem og bruge dem på opslag og hjemmesider.

Download dokumentet på 12 sider her: QR-koder - Hvad og hvordan.

Filer og mapper i Windows 7

Dette skrift om filer og mapper i Windows 7 med særlig henblik på mediefiler og mapper henvender sig til begyndere, der er interesseret i foto- og videoredigering – altså kursister, der har ingen eller kun lidt erfaring med disse begreber og synes, at de mangler at kende til nogle grundlæggende ting. I denne forbindelse kommer vi ind på, hvordan mediefiler kan lagres og organiseres på et lagermedie – det være sig en harddisk, en ekstern harddisk, en USB-nøgle eller en cd/dvd/Blu-Ray-skive – på en sådan måde, at du har helt styr på, hvor hver enkel type mediefil (foto, videoklip eller lydklip) er lagret og kan genfindes.

De personer, som ikke har skullet benytte en pc i deres arbejdsliv og derfor ikke ad den vej har kendskab til computere og især filer og mapper og deres håndtering, har dermed en opgave foran sig med at lære disse fundamentale ting.

Efter at have gennemlæst et kapitel, opfordres læseren siddende ved en pc til at gennemgå øvelser, som har med kapitlet gøre. Øvelserne er beskrevet bagerst i dette hæfte.

Forfatteren tror på, at du lærer mere ved at gøre tingene selv end ved udelukkende at få dem vist.

Denne bog er inddelt i fire dele:

  • Kapitel 1 fra side 5-8: Her kommer vi ind på, hvordan data gemmes på et lagermedie. Dette er nyttigt for at forstå hele filbegrebet, som en stor del af kurset handler om.

  • Kapitel 2 fra side 8-21: Dette kapitel handler om, hvordan man bruger mapper og filer. Det vil sige, hvordan man åbner, lukker, gemmer, sletter og flytter mapper, dokumenter, billeder, musik og video. Vi kommer også ind på, hvordan en USB-nøgle benyttes. En USB-nøgle er et lille lagermedie, der kan opbevares i en lomme, så du kan have dine data med dig, uanset hvilken pc, du kommer til at benytte.

  • Kapitel 3 fra side 22-28: Kapitlet handler om mediefiler og deres opdeling i mediemap-per, sådan som erfarne foto- og videoredigeringsfolk har anbefalet det.

  • Kapitel 4 fra side 31-41: Et sæt af øvelser på papir, et til hver kursusdag – hver af ca. en times varighed, siddende ved en pc. Så kan du følge øvelserne i dit eget tempo. Du opfordres til at bede om hjælp eller stille spørgsmål til hjælperen, når du har behov for dette under øvelserne.

Du kan downloade hæftet på 41 sider her.

Dit Liv i Billeder - Filer og mapper

Til fotokurset i foråret 2014 blev skrevet et hæfte på 53 sider. Det omhandler, hvordan man selv styrer, hvor ens billeder og videoer kommer til at ligge på pc'en. Dette styres med Windows Stifinder. Mange foto- og videofolk anbefaler selv at styre mapper fremfor at lade foto- og videobehandlingsprogrammer som Picasa og Pinnacle Studio gøre det for én. Dermed opnås bedre kontrol med, hvor mediefilerne ligger - og ikke mindst ved man selv HVOR de ligger!

Har du prøvet at scanne fotos? Hæftet indeholder også instruktioner i at scanne fotos med en scanner eller en alt-i-en-printer.

Download hæftet i printkvalitet her: Dit Liv i Billeder - Filer og mapper.pdf

Kursus i offentliggørelse af hjemmevideoer på YouTube

Hvis du ønsker at offentliggøre dine videomesterværker og gøre dem tilgængelige for alle, der har en internetforbindelse, så kan du lære om dette ved at læse nedenstående hæfte i PDF-form.

Læs om hvordan du får en konto hos YouTube, lægger en video ud på denne videodelingshjemmeside og endelig også noget om reglerne for ophavsretsbeskyttet materiale som musik i en video (KODA).

Download YouTube-hæfte - Et 24-siders dokument om YouTube, og hvordan du lægger videoer derud.

 

Opdatering og vedligeholdelse af Windows

Du har måske lagt mærke til, at der med mellemrum dukker små beskeder op i nederste højre hjørne af skærmen – såkaldte bob­le­tekster - lidt ligesom talebobler i tegneserier. Det kan også være en dialogboks, der dukker op midt på skærmen eller i nederste højre hjørne, uden at du har gjort noget for det. Disse bobletekster og vin­duer fortæller ofte, at der er op­da­te­ringer til Windows, din anti­virus, til Java,Adobe Reader, Flash Player og til Microsoft Officekon­tor­pakken. 

En hel del mindre erfarne brugere er usikre på, hvad de skal stille op med disse meddelelser og klikker dem for en sikkerheds skyld væk – så sker der da ikke nogen skade! Men det gør dem alligevel nervøse – hvad er det for noget? Er der kommet virus på com­pu­teren eller hvad? De dukker op enten kort efter pc’en er tændt eller bare på et tidspunkt, mens man sidder ved pc’en, og kræver ens op­mærk­som­hed.

Der er næsten altid tale om opdateringer til dit styresystem Windows eller til programmer på din pc. Det er sædvanligvis en rigtig god idé at installere dem, for de lukker bl.a. sikkerhedshuller i programmer, der er på din pc, og hjælper derved med til at holde hackere ude, så de ikke kan få adgang til og overtage kontrollen af din pc via Internettet.

I dette skrift er omtalt nogle af de hyppigste ting, der dukker op på din pc. Det hører til god skik at holde sin pc opdateret med de seneste opdateringer fra bl.a. Microsoft til styresystemet og Microsoft Office-kontor­pakken, men også til en række såkaldte tredjepartprogrammer – altså programmer, der kommer fra andre firmaer end Microsoft og pc-leverandøren. Det hører med til almindelig vedligeholdelse af pc’en. 

Læs i dette dokument, hvordan du klarer dette. Det er på 20 illustrerede sider.

Download dokumentet her:

Opdateringer og vedligeholdelse af Windows.pdf

 

Hvordan er det nye Windows 8 og 8.1?

I klubben er der for medlemmerne blevet afholdt et foredrag om det nye styresystem Windows 8 fra Microsoft. Dette system er tænkt som en afløser for det populære Windows 7. Til foredraget er skrevet et lille hæfte. Se her hvordan Windows 8 er. Det er nu blevet udvidet med en beskrivelse af Windows 8.1.

Download skriftet her: Det nye Windows 8.pdf

 

Computertastaturet og dets mange taster

Der er flere, der har efterlyst en forklaring til de mange specielle taster, der er på et pc-tastatur. Du har måske lært at skrive på skrivemaskine i folkeskolen eller anvendt én på dit arbejde. Så ved du også, at et pc-tastatur har mange taster, som ikke findes på skrivemaskiner. I nedenstående PDF-dokument er beskrevet dem alle!

Der er også lister med de særlige genvejstaster i Windows 7, 8 og 10.

Klik herunder for at downloade dokumentet på 28 sider:

Computertastaturets mange taster.pdf

 

Dropbox - Din egen internetharddisk - Om deling af mediefiler og -mapper

Med det omsiggribende cloud-computing, der hentyder til, at In­ter­­­net­tet som helhed er blevet beskrevet som en ”sky” derude et sted, som ens pc eller netværk har adgang til, er en række nye tje­nes­­ter kommet til de senere år. I og med at lagerplads på hard­dis­ke er blevet billigere og billigere per gigabyte, er der dukket tje­ne­ster op ude på nettet i store datacentre, som påtager sig at lagre brugernes data dér. Det vil sige, at det f.eks. er muligt at holde en backup af dine filer og mapper ude på Internettet op­dateret via din internetforbindelse, således at dine dyrebare filer (som f.eks. billeder af familie­med­lem­mer og ferieminder) er gemt et sted uden for dit hjem. Dette betyder bl.a., at hvis der sker tyveri af pc’en, hvis pc’en opgiver ævred, hvis der sker vandskade eller det, der er værre, i dit hjem, så er dine dokumenter, musikfiler, digitale bil­le­der og videoklip gemt et sikkert sted, så du altid kan få fat på dem igen, når du får adgang til en anden pc med internet­for­bin­del­se.

Der er også med de stadig større filer, der gemmes på pc’erne, blevet et behov for at udveksle data, hvor filerne er store – fra få megabytes op til flere gigabytes – med andre personer. Dette kan være ved team-arbejde af forskellig slags – f.eks. også i en gruppe i en klub.

Hidtil har dataudveksling foregået ved at benytte disketter, cd’er, dvd’er eller USB-nøgler. Hvis det ikke var muligt at mødes fysisk for at udveksle data, eller det skulle gå hurtigt, sendte man store vedhæftede filer i e-mails. E-mailtjenester som Gmail fra Google tillader, at en e-mail kan fylde op til 25 megabytes inklusiv vedhæftede filer. Dette er nyttigt i mange tilfælde. Dog kan du komme ud for, at modtagerens postkasse enten ikke tillader så store mængde data, eller at den bliver fuld ved, at du sender så store vedhæftede filer.

Til denne type opgaver er der de senere år dukket en ny type internettjeneste op, som kombinerer lagerplads på en server ude på Internettet med store filer og deling af disse med enten inviterede medlemmer eller disse gøres frit tilgængelige, så alle der har et link til dem, kan downloade dem.

En af disse tjenester er Dropbox. Denne tjeneste er integreret med styresystemet på pc’en. Det vil sige, at du har en mappe på din pc, som egent­ligt henviser til filer, der ligger ude på en server i ”skyen” (altså Internettet), men som er lige så let tilgængelige på din pc, som alle andre filer på din harddisk. Du kan faktisk ikke se forskel på, om det er filer, der ligger i din Dropbox på Internettet, eller om det er filer, der ligger på din harddisk, hvis du ikke lige vidste det. 

Der er skrevet dette dokument på 27 sider om Dropbox, som er benyttet på et kursus i Hjemmevideo- og Fotoklubben i Høje Gladsaxe i foråret 2013.

Download dokumentet herfra:

Dropbox - Din egen internetharddisk - Om deling af mediefiler og -mapper.pdf

 

Brugervejledning til det gratis billedbehandlingsprogram Picasa 3.9 fra Google

I klubben har vi tidligere undervist i brug af programmet Picasa. Ved den lejlighed kunne klubmedlemmer købe en kopi af en dansk brugervejledning til programmet til kostpris. Klubben har stadig to usolgte trykte eksemplarer af den. Vejledningen kan også downloades her.

Download bogen her: Picasa 3.9 manual.pdf - Den danske brugervejledning på 47 sider til Picasa 3.9 fra Google.

 

Hvad er en god videoredigerings-pc?

Flere klubmedlemmer har stået i den situation, at deres gamle bærbare pc faktisk var for svag til at håndtere videoredigeringsprogrammer som Pinnacle Studio HD til videoredigering af HD-film. Det viser sig, at der kræves en ganske kraftig pc til dette formål.

Der er blevet skrevet en lille bog i september 2012 om emnet Vejledning i køb af ny pc. Dette blev et skrift om køb af pc'er til flere forskellige formål. Det viste sig, at pc'er, der egnede sig til netop videoredigering, krævede noget af det kraftigste hardware på markedet for at være hurtig nok til, at brugeren ikke skal vente alt for længe, når der foretages ændringer under redigeringen. Det, der betyder noget, er tiden til at rendere ændringer, og tiden til at genere de færdige filer, når filmen er færdigredigeret. Begge disse ting lægger videofolket meget stor vægt på.

For tiden kan du anse følgende specifikationer for gode:

Processor: Intel Core i7

RAM: 6 eller 8 GB

Harddisk: 500 GB eller mere. Har du råd til det, så måske en SSD (en harddisk udelukkende med elektroniske chips og ingen bevægelige dele), men sådan én koster noget mere end en almindelig magnetisk harddisk.

Skærm: Da alle nye videokameraer er Full HD, bør skærmen nok også være det: 1920 x 1080 pixels. HD-video kan dog godt redigeres på en skærm med lavere opløsning.

Grafikkort: Nye videoredigeringsprogrammer forsøger at benytte grafikkortet til flere af redigeringsopgaverne. Hvis du kan få noget andet end Intel Graphics, altså AMD eller nVidia, så hjælper det, helst lidt højere numre efter første ciffer i modelbetegnelsen (større end 40).

Porte: Hvis dit videokamera har en FireWire-port til overførsel af videoklip, skal du også sikre dig, at pc’en har det. Har den en HDMI-port til overførsel, skal du sikre dig, at pc'en også har en sådan.

Bemærk: Nogle kameraer kræver et mikro-FireWire- eller mikro-HDMI-stik.

Der kan også komme på tale, at kameraet har en USB-port. Dette har alle pc’er. Men det kan være en god idé at sikre, at mindst én af pc’ens USB-porte er en USB 3.0 port (op til 4800 megabit/sekund overførselshastighed). Dette er noget nær det hurtigste, der fås for øjeblikket.

Det kan endvidere være en god idé at sikre sig, at pc’en også er udstyret med en eller flere porte til hukommelseskort, så et sådant kan tages fra kameraet og sættes i pc’en. Det er egentligt denne måde, vi anbefaler overførsel af videoklip på nu om dage...

Prisen ligger fra ca. 7000 kr. og opefter...

Download bogen her: Vejledning i køb af ny pc.pdf - Denne 84 sider lange vejledning beskriver næsten alle faser af købsprocessen, fem typer brugere af pc'er og de tilsvarende pc'ers specifikationer og forklarer mange af de svære ord i pc-annoncerne.

 

Sådan bruges klubbens videoprojektor

I december 2012 købte klubben en videoprojektor, BenQ W1100, som klubben nu har stor fornøjelse af, bl.a. til kursusbrug og til visning af medlemmernes fotos og hjemmeredigerede videofilm. Herunder er forskellige håndbøger om dens anvendelse.

Download skriftet her: 

Vejledning til brug af videoprojektor BenQ W1100.pdf - En kort dansk vejledning på 7 sider i projektorens brug.

Dette skrift burde være nok til den daglige brug af projektoren. Kræves der mere indsigt, kan du læse en af nedenstående manualer på engelsk eller svensk, alt efter hvad du bedst kan læse, for der findes ikke en fabriksmanual på dansk.

Download: 

BenQ W1100-W1200 Engelsk Brugervejledning.pdf - En fyldig brugervejledning på 65 sider fra fabrikanten på engelsk.

Download: 

BenQ W1100-W1200 Svensk Brugervejledning.pdf - Endnu en fyldig brugervejledning på 64 sider fra fabrikanten på svensk.

 

Vejledning i betjening af AV-udstyret i Seniorklubberne i Høje Gladsaxe

Efter forskellige episoder, hvor det for foredragsholdere og andre ved filmfremvisning ikke lykkedes at sætte de rigtige kabler og udstyr sammen til brug med lydanlægget og videoprojektoren i Seniorklubberne, er der i marts 2016 blevet udfærdiget et pædagogisk, illustreret skrift på 14 sider om, hvordan dette udstyr anvendes på indtil flere forskellige måder.

Her er beskrevet, hvordan der vises dvd-film og tilsluttes en bærbar pc via HDMI, således at publikum får en god oplevelse. I hæftet er der let tilgængelige fremgangsmåder for at tænde og tilslutte AV-udstyret i Seniorklubbernes rum 4. 

Download dokumentet her.